Fem anholdt efter nye uroligheder i Gellerup

Mindst 15 brande hærgede Århus i nat. Politi og bybusser blev mødt med stenkast. Fem personer anholdt.

Urolighederne i det vestlige Århus fortsatte fredag aften og nat med uformindsket styrke.

I løbet af natten blev der sat ild til containere, skraldespande og bildæk flere steder i Gellerup. I alt er der tale om 15 ildspåsættelser.

Brandvæsenet rykkede desuden ud til Brabrand Boligforenings kontor i Gellerupparken, hvor brandmændene under politibeskyttelse hurtigt fik flammerne under kontrol.

Netop Brabrand Boligforening opfordrede fredag i et husstandsomdelt brev til ro i området. I brevet blev det gjort klart, at unge ildspåsættere og deres familier vil blive smidt ud af deres lejligheder.

I løbet af aftenen blev både en bus, en bemandet politi-mandskabsvogn og et tv-hold mødt med stenkast. Busselskabet Midttrafik har foreløbig valgt at sende bybusserne uden om Gellerup-området i aften- og natteperioden på baggrund af urolighederne.

Politiet kræver lørdag fire unge på 17-18 år varetægtsfængslet efter nattens brande og urolige episoder i Gellerup.

TV 2 | ØSTJYLLAND følger udviklingen i Gellerup - på tv og på nettet.