Farlig medicin stjålet i Silkeborg

Silkeborg Politi opfordrer borgere til at indlevere medicinen, hvis de finder rester

En tromle med farlige medicinrester er blevet stjålet fra en losseplads i Silkeborg. Politiet opfordrer borgere, der finder medicin til at aflevere det, da det kan være farligt.

Medicinen lå i en blå 200-liters tromle. Det var affald fra husholdninger og landbrug. Tromlen blev stjålet i nat, da tyve havde klippet hegnet omkring lossepladsen i stykker.

Vagthavende ved Silkeborg Politi fortæller, at politiet har mistanke om, at tyvene kendte til tromlens indhold og derfor har taget det, de ville og derefter efterladt resten.

Oplysninger i sagen kan rettes til Silkeborg Politi på telefon 86 82 39 00.