Farlig fange stukket af
Mand, som er sigtet for grov vold i Randers, er flygtet fra arresthuset i Frederikshavn.
- Vi ved, at han i pressede situationer kan være farlig.
Sådan siger kriminalinspektør Børge Fransen, Randers Politi, ifølge Ritzau om den 28-årige Kenni Erik Hollandsbjerg, som i nat flygtede fra arresthuset i Frederikshavn.
Her afventede han en retssag efter nytår, hvor han er anklaget for grov vold og frihedsberøvelse i en sag fra september sidste år.
Tidligere har Kenni Erik Hollandsbjerg afsonet en dom for vold med døden til følge.
Nattens flugt, som skete sammen med en anden indsat, foregik med en klassisk metode, som er kendt fra talrige tegneserier og B-film.
Med en nedstryger savede de to fanger sig ud af arresthuset, hvorefter de firede sig over ringmuren ved hjælp af lagner.