Falck om regnvejret: Ingen problemer i Østjylland
Østjylland slipper billigt - meget vand i Sønderjylland
Især den sydlige del af landet har fået en ordentlig skylle denne lørdag, hvor vandmasserne flere steder skaber problemer.
I Østjylland har det også regnet det meste af dagen, men det har ikke været i så store mængder, at det har givet medarbejderne hos Falck sved på panden.
- Der har ikke været det store i Østjylland. Vi har været ude med en enkelt vandpumpe i Horsens for at fjerne noget vand fa en vej, siger Morten Vikær, der er kommunikationsmedarbejder i Falck, til tv2oj.dk.
Regnvejret fortsætter hele lørdag
45 mm nedbør
DMIs officielle målinger viser, at det har regnet mest i det sydvestlige Jylland, hvor der flere steder er faldet over 45 millimeter regn siden morgenstunden. Det har blandt andet betydet, at nogle veje og sommerhuse står under vand.
I Østjylland er der langt fra faldet ligeså meget vand, men derfor kan der vente enkelte borgere - nok særligt i den sydlige del af regionen - en våd kælder, når de vender hjem fra julebesøgene.
- Der vil måske være nogen, der kommer hjem til en våd kælder eller opdager et utæt tag, siger Morten Vikær.
Lørdag aften og natten til søndag er det nordjydernes tur til et ufrivilligt brusebad.