Falck og redderne prøver én gang til
Efter et spinkelt nej til det første forlig er Falck og reddernes forhandlere blevet enige om et nyt forlig, som nu skal til afstemning.
Så er der håb for at strejken blandt falckredderne snart er slut.
Falckredderne har strejket siden 29. maj på grund af overenskomstforhandlinger, og den 20. juni stemte et spinkelt flertal nej til et forligsforslag.
Men efter lange forhandlinger mellem Falck og reddernes foreninger, 3F og Chaufførernes Fagforening, er der nu opnået enighed om et nyt forlig.
Forliget skal nu til afstemning, og resultatet forventes at foreligge den 29. juni.
Indtil det nye afstemningsresultat foreligger, fortsætter strejken, men Falcks kunder skal fortsat ringe til Falck for at få hjælp.
Medarbejderne på Falcks vagtcentraler vil registrere opkaldet og meddele kunderne, at de selv må få afhjulpet deres problemer og sende regningen til Falck.