Færgeselskab: Vi har styr på det
Nordic Ferry Services forsikrer, at der efter utallige forsinkelser og driftstop nu er styr på driften af Samsøfærgen, Kanhave.
Igen og igen har frustrerede færgepassagerer til og fra Samsø bandet færgen Kanhave langt væk. Driftistop, aflysninger og forsinkelser har præget driften af den nye færge, siden den blev indsat i juli.
Men nu forsikrer Nordic Ferry Services, der står for sejladsen, at problemerne er ved at være løst.
- Vi har lært, at vi var for hurtigt ude, da vi bestilte færgen, og at vi gik på kompromis med os selv. Vi kan ikke blive ved med at lægge navn til en færge, der har så mange problemer. Så nu tager vi hånd om dem og kigger fremad. Vi lærer af vores fejltagelser og vil være mere omhyggelige, når vi bestiller færger i fremtiden. Men vi mener nu, at vi har driften under kontrol, så vi sejler pålideligt og ansvarsfuldt, fortalte bestyrelsesformand i Nordic Ferry Services, Per Gullestrup, ifølge Århus Stiftstidende på et pressemøde torsdag.