Få vurderet dit arvestykke
Mit Kæreste Eje søger deltagere
Har du et arvestykke eller et loppefund, som du er specielt glad for eller som har en sjov historie? Så er det måske dig, der skal være med i en ny omgang af programserien MIT KÆRESTE EJE.
I løbet af foråret kan du møde os fire forskellige steder i Østjylland. I Albæk Forsamlingshus ved Randers, i Herskind Forsamlingshus ved Galten, på Pøt Mølle ved Hammel og hos Fru Møllers Mølleri i Odder.
Vi optager i alt 12 nye programmer, der sendes på TV 2 | ØSTJYLLAND senere på året.
De første optagelser finder sted d. 23. april, hvor vært Anna Louise Tranæs Didriksen og vurderingsekspert Peter Tholstrup fra Auktionshuset Bruun Rasmussen besøger Albæk Forsamlingshus.
- Jeg glæder mig. Det er et fantastisk sted med en helt særlig atmosfære - og så er det jo altid spændende at se, hvad folk kommer med. Det kan være alt fra grønlandske halskæder til farmors gamle kaffestel, siger Anna Louise Tranæs Didriksen, og fortsætter:
- Det bliver en hyggelig og spændende eftermiddag, og vi håber selvfølgelig, at rigtig mange vil komme og være med. Der er god tid, så man går ikke forgæves - alle får en vurdering med hjem.
Se, hvor og hvornår programmerne optages - og hvordan du tilmelder dig - HER.