- Et udmærket resultat
Mads Lind var tilfreds med resultatet, efter Århus Håndbold fik uafgjort mod GOG
Århus Håndbold bevarer håbet om en plads i slutspillet i mændenes liga, efter aarhusianerne lørdag på hjemmebane spillede uafgjort med GOG 24-24.
Anfører Mads Lind var efter kampen tilfreds med resultatet.
- Resultatet er udmærket for os. Vi hænger på og holder afstand til Sønderjyske. Om vi bliver nummer syv eller otte i grundspillet er sådan set lige meget, bare vi som minimum får ottendepladsen. Jeg tror umiddelbart, at vi kan bruge resultatet til mere, end vi lige går og tror, men det kræver, at vi mindst vinder en af de sidste tre kampe, siger Mads Lind.
Århus Håndbold er i skrivende stund placeret på niendepladsen med samme antal point som Ribe-Esbjerg på den ottendeplads, der giver adgang til slutspillet.
Lørdagens kamp var intens og præget af hårdt spil.
- Der var ikke meget smukt spil, men til gengæld masser af fight, to røde kort og en masse drama. Det er også en del af håndbolden, og måske det man kan forvente af sådan en kamp her, siger Mads Lind.
Næste kamp i ligaen for Århus Håndbold er på lørdag, hvor aarhusianerne på udebane møder HC Midtjylland.
I videoen øverst på siden kan du se hele interviewet med Mads Lind.