Erkender fejl i Bruuns Galleri

Entrepenørfirmaet NCC erkender nu, at der er flere fejl i computerbilleder af Bruuns Galleri.

Der var flere fejl i de visualiseringer af Bruuns Galleri, som blev lavet inden Århus Kommune godkendte byggeriet af butikcenteret og højhuset lige bag banegården. Det erkender entrepenørfirmaet NCC nu overfor Århus Stiftstidende. Beboergruppen Levende by påpeger, at det tyder på bevidst manipulation, fordi NCC har lavet flere fejl, som tilsyneladende dækker over tidligere fejl.

Men direktøren for NCC Property Development a/s, Bent Skovsen afviser, at firmaet har snydt for lettere at få tilladelse til at bygge. - Vi har ikke prøvet at snyde på vægten, men vi skulle have gjort det her meget, meget grundigere. Fremover vil vi stille helt anderledes krav til visualiseringer og indfører en skarp kvalitetskontrol, siger Bent Skovsen til Århus Stifstidende.