Erkender brist i sikkerheden
Arbejdsmiljøchef hos Danske Bank i Brabrand oplyser, at sikkerheden ikke har været optimal.
Torsdagens røveri mod Danske Bank i Brabrand i det vestlige Århus har nu fået virksomheden til at erkende, at der er mangler i sikkerheden der, hvor ansatte dagligt håndterer millioner af kroner.
- Vi lever op til både danske og internationale standarder i vores sikkerhed og er helt up to date, men vi må erkende, at sikkerheden i det her tilfælde ikke har været optimal, siger arbejdsmiljøchef Kaj Larssen til TV 2 News.
- Nu vil vi undersøge, om vi har en brist i vores sikkerhed, for det har jo vist sig at være relativt nemt, på trods af at vi er sikret med et stålplader og en niveauforskel på en meter, siger Kaj Larssen
De medarbejdere, der var tilstede i Brabrand under morgenens røveri, handlede lige efter bogen, vurderer Kaj Larssen.
"Vores medarbejder blev overrumplet, og de er dybt rystede. De vil få mulighed for psykologhjælp," siger arbejdsmiljøchefen.