Erik Marxen til Randers
Randers FC skriver tre-årig kontrakt med 24-årige Erik Marxen
Erik Marxen, der i denne Superliga-sæson er udlejet til SønderjyskE af AC Horsens, skifter fra sommeren 2015 til Randers FC.
Kontrakten er en tre-årig aftale, og den 24-årige fodboldspiller glæder sig over mere permanent forhold:
- Jeg er glad for, at aftalen er faldet på plads. Jeg ser meget frem til de kommende udfordringer i Randers FC. Holdets spillestil virker befordrende for mig, og jeg håber at kunne tage det næste skridt i min udvikling hos Randers FC. Jeg har i hvert fald en klippefast tro på, at Randers FC bliver det perfekte sted for mig til næste sæson, siger Erik Marxen i en pressemeddelelse.
Randers FCs cheftræner, Colin Todd, ser frem til yderligere forstærkning blandt forsvarsspillerne:
- PC (sportschef Peter Christiansen, red.) har fulgt Erik mange gange, jeg har selv set ham flere gange, og vi har begge kunnet lide, hvad vi har set. Han har et naturtalent som venstrebenet spiller, er god defensivt i én-mod-én-situationerne, kraftfuld i luften og kan lide at komme fremad. Så vi får en rigtig god spiller til Randers FC i den kommende sæson, lyder det fra Colin Todd.