Endnu ikke tog til tiden
Trafikstyrelsen udskyder plan om at vende tilbage til normal høj hastighed for togene mellem Århus og København.
Der er fortsat 47 alvorlige fejl på skinnerne mellem København og Århus. Derfor vil Trafikstyrelsen ikke give Banedanmark tilladelse til at sætte hastigheden op fra 120 km/t til 160 km/t mellem landets to største byer.
- Tingene er ikke i orden. Vores vurdering er, at fejlene udvikler sig så hurtigt, at vi ikke kan garantere for sikkerheden, siger Peter Sloth, sikkerhedschef i Trafikstyrelsen.
Trafikstyrelsen arbejdede hele søndag frem til midnat for at få et tilstrækkeligt svar fra Banedanmark på, om sikkerheden nu er god nok til, at hastigheden igen kan sættes op. Det svar kom aldrig.
- De har udbedret de fejl, de skulle, og det er helt tilfredsstillende. Men så længe der opstår nye og uforklarlige fejl, så vil vi ikke tillade, at hastigheden sættes op, siger Peter Sloth.
Den reducerede hastighed betyder, at passagerer på strækningen mellem København og Århus må finde sig i forsinkelser på minimum 20 til 30 minutter. /ritzau/