En ud af syv socialrådgivere uddannet
To ud af fjorten socialrådgivere i Silkeborg Kommunes jobcenter er uddannet til jobbet. Det betyder fejl i sagsbehandlingen.
Der er meget langt mellem de uddannede socialrådgivere på afdelingen for de svageste arbejdsløse i Silkeborg Kommunes jobcenter. Blot to ud af fjorten har den relevante uddannelse i bagagen, resten er alt lige fra håndværkere til kontorpersonale.
- De mangler kendskab til de helt grundlæggende regler. I værste fald betyder det, at borgere mister deres kontanthjælp på et forkert grundlag, siger Michael Mikkelsen, der er tillidsmand for socialrådgiverne hos jobcenter Silkeborg, til metroXpress.
Silkeborg Kommunes social- og arbejdsmarkedsdirektør Jens Peter Hegelund Jensen afviser over for avisen, at der er tale om en spareøvelse fra kommunens side. Han peger på, at der er mangel på socialrådgivere over hele landet.