- En sørgelig udvikling
Lærerforening er ked af tilbagegang
Danmarks Lærerforening er ikke overrasket over, at markant færre unge dropper at søge ind på en læreruddannelse. I Aarhus har 9,2 procent færre søgt om optagelse på læreruddannelsen, mens 7,4 procent færre har søgt i Silkeborg.
Lørdag udløb fristen for at søge ind på en videregående uddannelse via kvote et. Og selv om danske professionshøjskoler har fået flere ansøgninger generelt, har der dog været et fald i ansøgningerne til læreruddannelsen på 13 procent i gennemsnit.
- Det er jeg utrolig ked af at høre, men jeg er ikke overrasket, siger næstformand i Danmarks Lærerforening, Dorte Lange, til Ritzau.
Hun begrunder faldet med den kommende skolereform, som træder i kraft fra næste skoleår. Reformen betyder ændringer i lærernes arbejdsdag, som nogen steder stadig er uvis. De unge ved således ikke, hvordan deres arbejde kommer til at se ud, mener Dorte Lange.
Se: Mange vil være sygeplejersker
- Hele måden at arbejde på som lærere, har været noget, som nu bliver noget andet. Og jeg kan godt forstå, at der er mange unge, der tænker, var det her, jeg gerne ville. Det er virkelig en sørgelig udvikling, siger næstformanden.
Dorte Lange tror godt, at udviklingen kan vende, men der vil formentlig gå noget tid, lyder vurderingen.
- I det øjeblik de unge kan se, at lærere får nogle arbejdsforhold ude på skolerne, som gør, at man kan levere det, man brænder for, og det man er blevet lærer for, så har de også lyst til at søge ind som lærer igen, siger Dorte Lange.
På Professionshøjskolen Metropol har omkring 25 procent færre unge søgt ind på skolens læreruddannelse som deres første prioritet i forhold til sidste år. Også professionshøjskolen VIA University College i Aarhus og Silkeborg har oplevet nedgang i ansøgningerne til læreruddannelsen.
Aarhus:
2013: 1006 ansøgninger
2014: 913 ansøgninger
Fald: 9,2 procent
Antal studiepladser: 490
Silkeborg:
2013: 431
2014: 399
Fald 7,4 procent
Antal studiepladser: 240