En snert af forår
Op til ni graders varme i weekenden
Det begynder at ligne et begyndende forår hen over weekenden, hvor temperaturen stort set vil holde sig over frysepunktet og kan nå op på ni grader.
Først skal vi dog lige igennem en fredag med godt gang i blæsevejret, lidt eller nogen sol og et par spredte byger.
- Det bliver en dag med meget blæst. Vi får hård kuling og vindstød af stormstyrke ved kysterne i Nord- og Vestjylland og lokalt på Bornholm. Men det bliver relativt mildt - helt op til ni graders varme, fortæller vagthavende ved DMI Henning Gisselø.
Lørdagen ser til gengæld noget pænere ud, og det bliver igen mildt for februar måned med fem til otte graders varme. Varmest bliver det ved østvendte kyster.
- Det bliver ganske behageligt, især hvis man kan finde et sted med læ. Blæsten aftager i løbet af lørdagen, og vi kan få noget sol, lyder det fra vagthavende Henning Gisselø.
Selv om temperaturen over weekenden for det meste holder sig i varmegraderne, kan termometret dog i de nordlige nå ned på frysepunktet natten til søndag.
Skyer og spredt regn
Søndag vil der dukke et par fronter op, men temperaturerne ligger stadig omkring syv til otte grader mange steder i landet.
- Der breder sig skyer med spredt regn sig fra vest i løbet af dagen. Hen mod aften kan nedbøren stedvis falde som slud, men de fleste vil opleve den som regn, siger DMI's vagthavende.
Det ser endnu mere lovende ud på forårsfronten i næste uge.
- Der kan vi komme op på tocifrede varmegrader, og så begynder det for alvor at blive forår. Der er noget, der tyder på, at vinteren er ved at være ved vejs ende, forudser Henning Gisselø.
I det hele taget har februar været mere solrig end normalt. Alle regioner med undtagelse af Bornholm har allerede fået en del flere solskinstimer, end de i februar normalt soler sig i.