Elgaard parat til at tage over
Den århusianske racerkører Casper Elgaard vil være Danmarks nye motorkonge.
26-årige Casper Elgaard, der for nylig vandt DTC-mesterskabet, er parat til at overtage rollen som Danmarks motorkonge nummer ét og går nu efter en placering blandt de bedste i det prestigefyldte 24 timer-løb i Le Mans.
- Det er en tung arv at løfte, men Tom Kristensen og Jan Magnussen havde jo de samme ting at kæmpe med, så selvfølgelig kan det lade sig gøre at blive lige så god som dem, siger Elgaard til Ritzau.
Økonomien spænder umiddelbart ben for en karriere i Formel 1, men kommer der et tilbud, vil Elgaard ikke takke nej:
- Jeg har ikke lyst til at skulle ud at finde 20 millioner for at køre i en Minardi. Men skulle tilbuddet komme, så siger jeg da selvfølgelig ikke nej, fastslår han.