Eksperter: Flyverskjul presser Anders Dam
Direktøren for Jyske Bank med hovedsæde i Silkeborg har været tavs i medierne i 2009. Hovedpersonen selv vil ikke tale om flyverskjul.
Danmarks mest kendte investeringsforening, Jyske Invest, har skabt overskrift på overskrift, siden investorerne tabte 800 mio. kr. Anders Dam har sendt sin juridiske direktør i marken og selv holdt sig tavs.
- Det er et meget markant skifte. Dialogen med både kunderne og markedet er forsvundet. Anders Dam er bankens nummer ét, men tegner ikke længere banken udadtil og virker skræmt, siger kommunikationsekspert Henrik Byager til borsen.dk.
Den strategi koster - både hos kunder og markedet, mener kommunikationseksperten. Forsøger du ikke selv at sætte dagsordenen, er du i andres vold.
- Det er ikke en strategi, jeg vil anbefale. Med mindre du kæmper for overlevelse, er det bedst at fortælle åbent om tingene, og efter min opfattelse er Anders Dam ikke i krise," konstaterer Henrik Byager.
Rammer uden for egen baghave
Bjarne Jensen fra Bjarne Jensen Consult mener, at Jyske Bank rammer uden for egen baghave ved at stå stejlt på sagen om Jyske Invest.
Det falder tilbage på alle banker, at investorer i Jyske Invest føler sig dårligt behandlet, for bankerne har traditionelt forsøgt at fremstå som den rene sektor. Derfor undrer Jyske Banks kommunikationsstrategi bankeksperten.
- Jyske Bank har gang på gang været fremme i skoene og fortalt, hvor godt det går. Anders Dam tager sig af at fortælle alt det gode, men når det gør ondt, er han væk og andre kørt i stilling, siger Bjarne Jensen til borsen.dk.
Anders Dam har givet depechen videre til sin juridiske direktør, når det handler om udtalelser i Jyske Invest-sagen. Men sådan har det altid været i Silkeborg, fastslår bankdirektøren.
- Vores kommunikationsstrategi er uændret. Sager af retslig karakter bliver altid behandlet af den juridiske afdeling. Det oplever folk som tavshed fra min side, fordi det stort set er det eneste, der p.t. er af omtale af Jyske Bank, siger Anders Dam til borsen.dk.
Han kan ikke se, at han eller banken skulle have et troværdighedsproblem. Var det en kreditsag, var det kreditchefen, der udtalte sig. Ind imellem vil sager tage overskrifter, og det hverken kan eller vil Anders Dam kæmpe imod.
- Da jeg satte mig i sædet, lavede jeg en plan for, hvordan jeg ville agere, og den plan har jeg fulgt i 15 år. At jeg pludselig er blevet skræmt, er ikke sandt, understreger bankdirektøren.
- Dem, der henvender sig, får svar af enten bankdirektøren eller af den, der har forstand på sagen, understreger Anders Dam og når hurtigt at tilføje, at ingen kommentarer også er et svar.
Anders Dam taber terræn
Henrik Byager fastholder, at Anders Dam taber terræn ved ikke at stå i forreste række. Det er selvom, at direktøren kan være i færd med at udrette gode ting bag bankens mure.
- Lykkes det at komme godt igennem retssager og krisen, kan Anders Dam undskylde sig med, at han var travlt optaget i maskinrummet og derfor ikke havde tid til offentligheden. Men det koster på bankens image og på Anders Dams personlige troværdighed, vurderer kommunikationseksperten.
Anders Drejer, professor i ledelse ved Handelshøjskolen i Århus, er enig i, at Anders Dam, der længe har været kendt som sektorens frække, åbenmundede dreng, har lukket sig mere inde. Men ledelseseksperten hæfter ved holdet bag bankdirektøren i landets tredjestørste bank og sætter spørgsmålstegn ved Anders Dams betydning for Jyske Bank.
- Vi hørte ikke meget til ham i kriseåret 2009, som Jyske Bank ser ud til at ende med at klare sig hæderligt igennem. Så man kan spørge sig selv, hvor vigtig Anders Dam i grunden er for Jyske Bank," siger Anders Drejer til borsen.dk.
Er det et problem, hvis Anders Dam kan undværes?
- Jeg ser det som positivt, at Anders Dam ikke er så vigtig, for meget afhænger af succes i en bank. Der sidder vigtige kulturbærere i direktionen, som aldrig bliver set, selvom de har noget andet at byde på. De har i 2009 vist, at de står klar og kan løfte opgaven, og det et sundt at have flere angrebsspillere at trække på, mener Anders Drejer.
Kilde: borsen.dk.