Ekspedient skubbet omkuld under røveri
Kiosk-tyveri blev til røveri, da to gerningsmænd skubbede ekspedient omkuld under flugten.
I aftes måtte en ekspedient i kiosken på Nørreskov Bakke i Silkeborg finde sig at blive skubbet omkuld under et røveri.
Forinden havde en gerningsmand stjålet varer i butikken.
Efterfølgende stak han af med ekspedienten lige i hælene. Gerningsmanden havde dog en medsammensvoren, som stod udenfor butikken.
Han skubbede ekspedienten omkuld og ændrede dermed tyveriet til et røveri.
Ekspedienten kom ikke noget alvorligt til.
Efter røveriet var anmeldt i aftes, fik politiet hurtigt mistanke om, hvem der kunne være gerningsmændene. Det var et par af politiets "gode bekendte", og politiet opsøgte dem på en adresse på Arendalsvej.
I første omgang nægtede de unge mænd at åbne døren, og da politiet alligevel kom ind, nægtede den 23-årige, der befandt sig nærmest døren, at følge politiet ordrer om at lægge sig ned på gulvet.
Politiet tog derfor pebersprayen i brug.
Heller ikke den 18-årige vil adlyde politiets anvisninger. Han satte sig til modværge ved anholdelsen, og blandt andet sparkede han ud efter betjentene. Derfor kom pebersprayen i brug igen.
Da politiet efterfølgende undersøgte lejligheden, fandt man både øllene og cigaretterne. Desuden blev der her fundet 12-13 gram amfetamin.
Her til morgen skulle de anholdte til nærmere afhøring, og politiet havde endnu ikke afgjort, om man ville forsøge at få dem varetægtsfængslet.