Efterårsagtig start på ugen med håb om sensommer
Den nye uge begynder tørt og fortrinsvis skyfrit, men skifter hurtigt over i byger og kraftige vindstød.
Efter en gråvejrssøndag med regn og byger de fleste steder, fortsætter vejret på samme måde mandag.
- Det starter med tørvejr og måske med lidt solskin om morgenen, men allerede i løbet af formiddagen dukker de første regnbyger op, siger vejrvært ved TV2 Vejret Peter Tannev.
Op ad dagen mandag kan der trække endnu flere skyer ind, og lokalt kan der komme hagl, torden og kraftige vindstød, skriver Danmarks Meteorologiske Institut.
Læs også
Temperaturerne holder sig nede mellem 18 og 20 grader.
- Ud på eftermiddagen er der lidt flere byger, og de kan gå hen og vokse sig lidt kraftige. Så er der også en lille risiko for, at der kan være lyn og torden i dem, forklarer Peter Tannev.
Læs også
Sensommerhåb i sigte
Det efterårsagtige vejr fortsætter tirsdag og torsdag.
- Vi får en tirsdag, der minder meget om mandag med byger. Onsdag satser vi på, at det er der, der er størst chance for en hel dag med tørvejr, men torsdag får vi et regnvejr hen over den nordlige del af landet, og det betyder også, at Østjylland nok ikke går helt fri, siger Peter Tannev.
Læs også
Er man ved at være mættet af regn og rusk, så er der håb forude.
- Fredag, lørdag og søndag ser det mere stabilt ud og mere sommerligt. Den kommende weekend får vi måske op til 24-25 grader, lyder det fra Peter Tannev.