Drikkevand skal koges
Vandet fra Tånum Vandværk ved Randers er forurenet med coli-bakterier.
120 husstande ved Randers skal i øjeblikket koge vandet, før de drikker det. Husstandene er tilknyttet det lille Tånum Vandværk, hvor der er fundet colibakterier i vandet.
Det er ikke den sygdomsfremkaldende afføringsbakterie E-coli, der er fundet, men en anden type colibakterie, som naturligt findes i jord og overfladevand.
Er den til stede i drikkevand, tyder det dog på en forurening, og derfor er borgerne i området blevet advaret.
- Vi regner med, at årsagen skal findes i en graveskade her i sommer, hvor der måske er gået hul på råvandsledningen fra boringen og hen til vandværket, siger Jan Hansen, der er tilsynsførende for vandværkerne i Randers Kommune.
Han kan ikke sige, hvornår vandet igen er drikkeklart. /ritzau/