Dreng skjult for moderen i syv år
Dansk-iransk dreng kunne ikke kende sin egen moder efter syv års bortførelse.
I syv år - fra han var fire, til han var 11 år - blev en lille dreng holdt skjult i Iran af sin biologiske far. Da han endelig sidste år blev leveret tilbage til sin moder, kunne drengen ikke huske noget fra sine første fire leveår i Danmark, og han kunne ikke genkende sin egen mor.
Onsdag idømte Vestre Landsret i Århus faderen halvandet års fængsel for den langvarige bortførelse. Straffen var en stadfæstelse af byrettens dom.
Både moderen og fader er iranere, men blev gift i Danmark tilbage i 1988. I 1993 kom drengen til verden, og i 1997 blev forældrene skilt.
Moderen fik tilkendt forældremyndigheden, men i maj 1997 rejste faderen til Iran med barnet. Faderen arbejdede fortsat i Danmark og efterlod drengen hos noget familie i Iran, mens han i perioder var i Danmark. I 2004 tog han sønnen med til Danmark igen, hvor den lille blev forenet med sin mor, som han fortsat bor sammen med. /ritzau/