Drabssigtet fundet død
En af de to mistænkte fra drabssagen i Hov er fundet død i London - angiveligt af en overdosis narko.
Den britiske kvinde Beverley Storr, som politiet mistænker for at være en af to gerningsmænd bag drabet på en sydamerikaner i Hov ved Odder, er fundet død i sin lejlighed i London, skriver Ekstra Bladet.
Ifølge bladets oplysninger var dødsårsagen officielt en overdosis narko, hvilket kan have været et dække over et drab.
Kriminalinspektør Steen Edeling, Skanderborg Politi, siger dog til TV2 / ØSTJYLLAND, at de foreløbige oplysninger fra det engelske politi ikke umiddelbart tyder på, at Beverley Storr er blevet myrdet.
Beverley Storr var frem til april i år varetægtsfængslet i Skanderborg i over et år i den meget omtalte sag. Også efter hun blev løsladt, opretholdt politiet sigtelsen for drab. Den anden mistænkte, Reginald Roy Blything, er fortsat eftersøgt af Interpol i samme sag.
Se mere i TV2 / ØSTJYLLAND kl. 19.30.