Drabsplaner: Tegnere opfordres til at holde lav profil
Journalistforbundet opfordrer de tolv tegnere til at holde lav profil i den offentlige debat og i stedet lade forbundet udtale sig.
Med PETs mistanke om mordplanerne på den århusianske bladtegner Kurt Westergaard er de 12 Muhammed-tegnerne igen så truede, at det vil være klogt at holde lav profil i den offentlige debat, mener Dansk Journalistforbund.
- Pressen kan ikke bøje af, og lade være med at skrive og tegne. Næsten tværtimod vil jeg sige. Men når debatten nu kommer efterfølgende, så vil vi opfordre de tolv tegnere til at holde lav profil i den offentlige debat og blot passe deres arbejde, så skal vi nok udtale os, siger næstformand i Dansk Journalistforbund, Fred Jacobsen til Journalisten.dk.
Næstformanden understreger, at det ikke er en mundkurv, men et tilbud til tegnerne så de kan koncentrere sig om deres arbejde.
- Jeg troede efterhånden, at truslerne var løjet af nu to år efter. Jeg frygter, at vi er slået tilbage til år nul, siger Fred Jacobsen.