Dømt pædofil kommer ikke i fængsel
Den pædofile pensionist fra Århus, som i dag blev idømt fem års fængsel, kommer sandsynligvis ikke i fængsel, fordi han er ved at dø af kræft
Selv om den 69-årige Bent Lund fra Århus i dag blev idømt
fem års fængsel for sexovergreb mod en række mindreårige
rumænske drenge og tidligere er blevet dømt i en sag om
pædofili, kommer han efter al sandsynlighed ikke i fængsel.
Manden lider af en fremskreden kræftsygdom og er ifølge sin
forsvarer, Anders Mygind, døende.
- Vi har ikke tradition for at lade døende mennesker opholde
sig i danske fængsler, siger kontorchef i Kriminalforsorgen Lene
Møller-Nielsen til Ritzau. Hun vil ikke udtale sig om den
konkrete sag, men opridser to muligheder. Enten kan afsoningen
udsættes, eller der kan blive tale om benådning.
I forbindelse med et højst usædvanligt retsmøde i sidste uge,
der på grund af sygdommen fandt sted i mandens eget hjem,
tilstod han at have haft samleje med mange forskellige rumænske
drenge i årene 1997, 1998 og 1999. Drengene fandt han på et
børnehjem tæt på den rumænske hovedstad Bukarest.
Han blev anholdt i Århus den 11. oktober 2001 efter et tip fra norsk politi, der var i gang med at optrævle den internationale pædofiliring. Han sad
varetægtsfængslet indtil foråret 2002, hvor man valgte at
løslade ham fra Vestre Fængsels sygeafsnit af humanitære
årsager.