Dømt for drab på pensionist
En 20-årig mand blev i dag idømt 14 års fængsel for et drab på en pensionist i Viby.
Et nævningeting i Århus straffede i dag en ung mand med fængsel i 14 år, efter at han var blevet fundet skyldig i at have dræbt en mand under et indbrud i en lejlighed i Viby sidste sommer.
Vestre Landsret mente, at den nu 20-årige Dennis Dalgas havde forsæt til drab, da han med en kniv flere gange stak den 60-årige pensionist Ole Skou. Da offeret blev slapt, gik den unge mand på jagt i lejligheden efter Skous hævekort.
I forvejen kendte Dennis Dalgas Ole Skou, da de flere gange havde drukket øl sammen. En aften besluttede den unge mand at få fat i Skous dankort. Han iførte sig handsker og hue og bevæbnede sig med en kniv, inden han brød ind i lejligheden. Her blev han overrasket af Skou, og derefter brugte han kniven mod ham.
Dennis Dalgas ankede på stedet dommen til formildelse i Højesteret.