Døde svin på flere gårde
Omkring 600 svin er indtil nu fundet døde på to gårde i østjylland. Politiet har endnu ikke det fulde overblik over vanrøgtssagen.
Den største af svinefarmene ligger i Blegind ved Hørning, og her vurderer politiet at omkring 500 ud af 1500 svin er døde på grund af mangel på foder og vand.
Landmanden har udover den store farm i Blegind også mindre besætninger i Solbjerg, Odder og Vitved ved Skanderborg. I Solbjerg er der indtil videre fundet omkring 100 døde svin på gården, der i alt har omkring 200 svin. I Vitved er der indtil videre ikke fundet nogle tegn på problemer, oplyser Kuno Jensen fra Sydøstjyllands Politi i Skanderborg.
- Hvad der er sket i Odder, har vi endnu ikke overblik over her til formiddag, siger Politikommissær Kuno Jensen.
Udover de grise der er døde på grund af vanrøgt, så er 179 grise aflivet af myndighederne.
Vi bringer mere om sagen i vores nyheder kl. 12.10, 16.05, 18.10, 19.30 og 22.30. Læs også opdateringer her på nettet.