DMI varsler om risiko for skybrud, hagl og torden i Østjylland
Den står på regn flere steder i Østjylland søndag eftermiddag
OPDATERING: DMI oplyser klokken 17.55, at risikovarslingen ophører
Hvis man havde planer om at bruge søndagen på havearbejde eller anden udendørs aktivitet, så kan det godt være, at man skal ændre sine planer.
DMI har nemlig sendt et varsel ud om skybrud, hagl og torden i Østjylland i tidsrummet 14.25 til klokken 19.00 søndag aften. De oplyser desuden, at det er mest sandsynligt, at de nordlige og vestlige dele af regionen bliver ramt af uvejret.
- Bygerne dannes ind over land, og der står en kraftig linje af tordenbyger fra Ringkøbing Fjord og nord om Aarhus. De bevæger sig mod nordvest, fortæller vagthavende meteorolog hos DMI Janne Hansen.
Der er risiko for, at der kan falde mellem 15 og 25 millimeter regn på 30 minutter, skriver DMI.
Tidligere i dag væltede regnbyger ned over de mange løbende i landets hovedstad, da der blev løbet halvmaraton i København.
Her kom tre personer også til skade i forbindelse med lynnedslag. Om uvejret bliver lige så voldsomt i det østjyske er dog ikke sikkert.
Læs også
- Om de bliver ligeså kraftige som i København, er ikke sikkert. Men der er en risikomelding om, at Østjylland kan få kraftige tordenbyger med hagl og skybrud, siger Janne Hansen.
Herunder kan du se vejrudsigten for søndag og en femdøgnsprognose: