Djurslands Bank går frem på bundlinjen
Overskuddet er forøget i banken
Djurslands Bank har fredag præsenteret kvartalsregnskab for 1.-3. kvartal af 2015.
Banken har oplevet en fremgang på bundlinjen, og overskuddet er forøget til 72,2 millioner kroner.
- Overordnet set er vi meget tilfredse med regnskabet for de første tre kvartaler af 2015. Vi har oplevet fremgang i basisresultatet på 29 procent. Det skyldes, at vi har haft en meget stor aktivitet, specielt i det første halve år af 2015, både på konverteringer af realkreditlån og finansiering af ejendomshandler, siger Ole Selch Bak, der er bankdirektør i Djurslands Bank, til tv2oj.dk
Generelt set sparer de danske privatkunder mere op end tidligere, og det mærker de også i Djurslands Bank.
Stigning i indlån
- Vores indlån er steget med 4,6 procent. Det betyder, at vi har en stor aktivitet i at rådgive vores kunder i, hvordan de placerer pengene bedst muligt, siger Ole Selch Bak.
Han fremhæver også, at banken har fået mange nye kunder, hvilket han blandt andet tilskriver åbningen af ny afdeling ved Løgten-Skødstrup.
Der er dog også steder, hvor bankdirektøren ønsker en bedre udvikling. Det ene område handler om indtjening via overskudslikviditeten, og det andet er på udlån.
- Vi kunne godt ønske, at vores udlån voksede. Det gør det ikke, og hovedårsagen til det er, at vores erhvervskunder stadig lider under den lange økonomiske krise, som vi har været igennem, og de er derfor tilbageholdende med at efterspørge lån til nye investeringer, siger Ole Selch Bak.
Bankens gennemsnitlige udlån har i årets første 3 kvartaler været cirka 20 millioner kroner lavere end den tilsvarende periode sidste år.
Djurslands Bank har 15 afdelinger på Djursland og i Aarhus-området, men snart stiger det tal til 16.
Det sker, når banken åbner en ny filial i Hinnerup i starten af 2016.