Disney-tegner besøgte Århus
Tegneren Don Rosa besøgte i dag Århus i anledning af Anders Ands 70 års fødselsdag.
Anders And-tegneren Don Rosa besøgte i dag Århus i anledning af, at den hidsige and fylder 70 år. Don Rosa er en af de kendteste blandt Anders Ands over hundrede tegnere, og han besøgte i dag den århusianske biograf BioCity for at fortælle om sit arbejde.
- Jeg tror, at når vi ler af alle Anders Ands problemer, så ler vi af vores egne lignende problemer. Måske er de ikke så store som hans, men de er forårsaget af det samme. Derfor er Anders And så populær, forklarede den amerikanske tegner.
Senere på dagen hyldede lokale børn den populære and på Store Torv, hvor der i dagens anledning blev disket op med en 70 meter lang fødselsdagskage.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om Don Rosas besøg i aftenens udsendelser.