Diskotek Showboat i Århus lukker
Den gamle færge, der huser diskotek Showboat i Århus Havn, lukker. "Båden" har fået et slidt image, mener direktøren.
Århusianerne har mistet interessen for diskoteket Showboat i Århus Havn. Den gamle færge, der er bygget om til et diskotek, har ikke længere lange køer foran landgangsbroen fredag og lørdag aften. Derfor har selskabet bag diskoteket valgt at lukke ned og sejle færgen til Sverige i stedet. Det skriver Jyllands-Posten.
- Vi ser sådan på det, at båden har udtjent sin værnepligt her i byen. Vi havde nogle store år i begyndelsen, men i mange folks øjne er færgen ved at være lidt brugt og slidt, siger direktør Claus Boysen, Showboat til Jyllands-Posten.
Dermed er den kommende weekend færgens sidste som diskotek i Århus. Ejerne af Showboat overvejer for øjeblikket at sejle færgen til Sverige og åbne et diskotek ekspempelvis i Malmø. Ejerne har samtidig planer om at åbne et nyt diskotek i Århus midtby.