Direkte sommer-flyrute fra Aarhus til Mallorca
SAS er klar med første ruteflyvning fra Østjylland til Sydeuropa
Flyselskabet SAS åbner næste år en direkte rute fra Aarhus Lufthavn til den spanske ferieø Mallorca.
Ruten fra Aarhus til Palma de Mallorca er en del af SAS' sommerprogram i 2016. Det er desuden flyselskabets første direkte rute fra Aarhus Lufthavn til Sydeuropa.
Det første fly med kurs mod Middelhavet letter fra lufthavnen i Tirstrup den 27. juni næste år. Der er derefter afrejse hver mandag.
- SAS har flere destinationer og afgange end noget andet skandinavisk flyselskab, og vi fortsætter hele tiden med at forbedre tilbuddet til vores kunder. Vi ved, at de frekvente rejsende også foretrækker SAS, når de rejser på ferie. Derfor åbner vi hver sommer nye ruter til populære feriedestinationer, siger SAS' koncernchef, Rickard Gustafson, i en pressemeddelelse.
Billetsalget til den nye østjyske sommerrute begynder i morgen, torsdag.