Digitale storskærme på vej
Endelig kan fansene på NRGi Park også nyde godt af digitale storskærme.
Århus-firmaet ProShop Danmark har leveret et nyt digitalt stadionanlæg med to LED-storskærme og LED-bander hele vejen rundt om banen.
Direktør hos ProShop Danmark, Jens-Ulrik Carstensen, er stolt af den nye løsning:
- Vi har lavet et setup, der med garanti vil give århusianerne større oplevelser på NRGi Park. Anlægget har den nyeste LED-teknologi, og uanset hvor du står på stadion, vil du få en mere underholdende fodboldoplevelse, lyder det i en pressemeddelelse.
Sponsorer vil kunne gøre brug af de digitale reklame-bander, som er mere levende, og hvor man kan skifte budskab, så tit man lyster.
ProShop Danmark har allerede leveret storskærme til Randers FC, FC Nordsjælland og FC Midtjylland.
Vejledende pris på skærme og bander er 9,5 millioner kroner.