DF-politiker vraget af sit parti
Dansk Folkepartis øverste ledelse har fjernet Århus-politikeren Brian Korsgaard som folketingskandidat.
En snæver kreds af partiets ledende kræfter har erklæret Brian Korsgaard for uegnet til at repræsentere Dansk Folkeparti i Folketinget, skriver metroXpress.
Det sker på trods af, at Korsgaard ved det seneste folketingsvalg opnåede at blive partiets førstesuppleant ved siden af sine poster som medlem af både Århus Byråd og Århus Amtsråd.
- Kandidatudvalget mente ikke, at Brian Korsgaard var egnet som folketingskandidat. Jeg har ikke lyst til at forklare hvorfor, siger organisatorisk næstformand og partisekretær i Dansk Folkeparti Poul Lindholm Nielsen.
Det magtfulde kandidatudvalg har truffet sin beslutning efter en avisartikel, der blev trykt juleaftensdag sidste år. Den handlede om, at politiet forgæves havde forsøgt at anholde Brian Korsgaard, der angiveligt skulle være udeblevet fra fogedretten. Samtidig er Brian Korsgaard blevet omtalt i forbindelse med konkursen af sin virksomhed, Café Chancen i City Vest.
Se mere i dagens udsendelser på TV2 / ØSTJYLLAND.