To detektiver skal løfte dyner
Århus Kommune ansætter detektiv, der skal være med til at intensivere kampen mod socialt bedrageri
Århus Kommunes ansætter detektiv nummer to for at intensivere kampen mod socialt bedrageri, skriver Århus Stiftstidende fredag.
Dermed går århusianere, der snyder for at få udbetalt ekstra i børnetilskud, boligstøtte, familieydelse og økonomisk friplads, en mere usikker tid i møde.
I forvejen har Borgervice i to et halvt år haft en detektiv ansat i skikkelse af en pensioneret politimand. Han laver opsøgende arbejde på folks hjemmeadresser, når der opstår mistanke om proformaflytninger og skilsmisser, der udløser øgede kommunale tilskud til en enlig forsørger.
Ingen kender det præcise tal og omfanget af socialt bedrageri.
- Men jeg er ikke i tvivl om, at vi kun ser toppen af isbjerget, siger den politimand, der fungerer som afdelingens detektiv.
Igennem seks år - fra 2001 til 2006 hentede den såkaldte kontrolgruppe i Borgerservice gennemsnitligt 3,3 mio. kr. om året til kommunekassen på at afsløre social bedrageri.
Men i 2007 faldt provenuet til 2,4 mio. kr. selv om antallet af sager steg. Det er de faldende indtægter, rådmand Flemming Knudsen nu vil indhente igen ved at ansætte en ekstra pensioneret politimand til at skaffe beviser mod snyderne.