Det koster at gøre det forlæns

Hvis passagererne skal gå ind ad fordøren, vil det koste mindst 39 mio. kr. om året for at få tømt stoppestederne.

Nye beregninger viser, at det vil koste mindst 39 mio. kr. om året, hvis passagererne skal gå ind ad fordøren og blive betjent af chaufføren.

Det skriver JP Århus.

Ango Winther, køreplanlægger hos Århus Kommune og byrådsmedlem for Socialdemokratiet, har regnet ud, hvad prisen bliver for den ekstra tid, som det tager at få passagererne ind i bussen, kontrollere deres rejsehjemmel eller sælge dem en ny billet.

I forhold til den nuværende indgang ad bagdøren og selvbillettering på bagperronen vil det tage længere tid at køre hver enkelt buslinje.

Og hvis antallet af buslinjer skal opretholdes, skal Midttrafik - og i sidste ende Århus Kommune - betale de ekstra omkostninger til bl.a. flere chaufførtimer.