- Det er ikke første gang
Chikane mod homoseksuelle finder sted
Det er ikke noget nyt, at bøsser og lesbiske bliver chikaneret. Sådan lyder det fra formanden for Aarhus Pride, Iben Olesen.
I flere måneder har et lesbisk par fra Mariager måttet finde sig i gentagne gange at finde affald og hundelorte spredt ud omkring deres bolig og modtage trusselsbreve.
Se også: - Usynlig grænse blev overskredet
- Det er ikke første gang, at det er så ekstremt, og det er forhåbentlig sidste gang, siger Iben Olesen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ifølge formanden for Aarhus Pride er det dog sjældent, at chikanen bliver så voldsom, som den har været i tilfældet med det lesbiske par fra Mariager:
- Det er nogle enkeltstående tilfælde, hvor det bliver så voldsomt, siger hun.
Se også: 39-årig anholdt i chikanesag
Iben Olesen opfordrer til, at alle husker på at støtte op om mangfoldigheden i vores samfund og tydeliggøre støtten:
- Jeg tror, at jo mere vi bliver ved med at give det positive budskab og fremhæve, at der er endnu flere, der vil denne her mangfoldighed, end der er, der ikke vil den - det er den masse, vi skal holde fast i og blive ved med at kommunikere, siger hun.
Se et interview med Iben Olesen i videoen øverst i artiklen.