Demonstration mod fængsling af præst
Gruppe protesterer mod forældreansvarsloven foran fogedretten i Randers. De sympatiserer med Djursland-præst, som blev fængslet.
Tirsdag d. 20 juli 2010 kl. 14.00 vil en pressionsgruppe udføre en protestdemonstration udenfor fogedretten i Randers.
Foreningen Bedsteforældrene mod Forældreansvarsloven vil opstille deres egen version af " Retfærdighedens Gudinde ud for Fogedretten i Nørregade.
Det er en protest over fængslingen af præsten og moderen Sidsel Lyster, skriver gruppen i en pressemeddelelse. Præsten blev tilbageholdt i 16 døgn, fordi hun nægtede at udlevere sin 2-årige datter til samvær med faderen.
- Efter vores mening er det at gå langt over stregen. Samfundet bruger enorme ressourcer at tvinge og gennemføre tvivlsomt og skadeligt samvær. Senere når børnenes psykiske skader skal behandles bliver det meget dyrere, lyder det fra Bedsteforældrene imod Forældreansvarsloven i den pressemeddelelse, der varsler aktionen i dag.
Som man kunne se på TV 2 | ØSTJYLLAND forleden, valgte præsten fra Djursland til sidst at udlevere sit barn til samvær med faderen. Det skete uden dramatik. Og hun er således ikke fængslet længere. Men på grund af den megen omtale af sagen er præsten fra Djursland foreløbig fritaget for tjeneste i en måned, oplyste biskop Keld Holm mandag.