De fleste veje igen farbare
Højere temperaturer og sneplove på overarbejde har gjort de fleste veje farbare. Flere mindre veje er dog stadig spærrede.
Det bliver langsomt mere og mere sikkert at vove sig ud på de østjyske veje.
Weekendens varmegradder har smeltet en del af sneen væk, og regionens sneplove har efterhånden fået skrabet så meget sne væk, at de fleste veje er farbare. Det gælder især vejene i de større byer og hovedvejene på landet.
Mange mindre østjyske veje er dog stadigvæk lukkede på grund af snemængderne. Det oplyser trafikken.dk.
Ifølge TV 2 | Vejret vil søndagens temperaturer ligge på mellem 1 og 4 varmegrader, hvilket vil få endnu mere sne til at smelte.
Der er dog stadig god grund til at køre forsigtigt i trafikken. Smeltevand og regn øger nemlig risikoen for aquaplaning på de østjyske veje.