Dårligt år for Randers Reb
Underskud på 51 millioner kr. i 2003 bringer egenkapitalen i bund.
23. mar 2004, kl. 17:40
Mere end 30 dage gammel
Randers Reb kom ud af 2003 med et rigtig dårligt regnskab. Omsætningen faldt til 213 mio. kr. - en tilbagegang på 21 procent i forhold til 2002, og resultatet før skat blev et minus på 51,1 mio. kr. mod minus 14,9 mio. kr. året før. Ledelsen betragter resultatet som stærkt utilfredsstillende.
Egenkapitalen er efter regnskabet faretruende lav med kun 16,6 mio. kr. tilbage. Selskabets bankforbindelse stiller dog den nødvendige likviditet til rådighed for fortsat drift under forudsætning af, at de opstillede budgetter følges. Den højest prioriterede opgave for 2004 er at genskabe balancen i driften.
/ritzau/