Dankort-svindlere i fængsel
Fem mænd fra østeuropæisk bande har fået domme på hver to års fængsel for svindel med dankort.
Med endnu en fængselsstraf satte Retten i Århus i går punktum i sidste års omfattende sag om dankortsvindel, srkiver JP Århus.
En rumænsk mand blev som den femte i sagen idømt to års fængsel samt udvisning af landet for at have hævet over en mio. kr. ved hjælp af kopierede oplysninger fra flere tusinde Dankort.
Samme straf har de fire andre mænd i samme sag fået. Desuden skal de betale cirka 1,1 million kr. i fælles erstatning til PBS, pengeinstitutternes betalingsservice.
Et sjette og sidste medlem af svindelbanden flygtede fra arresten i Esbjerg under varetægtsfængslingen.
Banden blev anholdt i et sommerhus ved Odder i april sidste år efter det sidste svindelforsøg mod Kvickly i Åbyhøj.
I alt hævede de ca. 1,1 mio. kr. med de forfalskede Dankort, og over 2.000 Dankort måtte efterfølgende lukkes.