Daginstitutioner fjerner svinekød fra menuen
Børn i seks århusianske daginstitutioner kan ikke mere få svinekød at spise. Dansk Folkeparti raser.
Istedet for bacon, frikadeller og leverpostej får børnene i seks århusianske daginstitutioner, der hører under Langenæsstien i Århus, fremover linsepate, lammekød og kalkunfrikadeller.
Kommunen forklarer beslutningen om at fjerne svinekød med, at børnene skal have sund og god kost og for at undgå, at de muslimske børn spiser noget forkert.
Men den forklaring køber Dansk Folkeparti ikke.
- Det er det rene lefleri, og jeg synes, det er fuldstændig urimeligt, at danske børn - som der jo dog stadig er flest af i daginstitutionerne - ikke kan få svinekød. Hvad er det dog for noget?, siger partileder Pia Kjærsgaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Dansk Folkeparti vil nu have indenrigsministeren til at undersøge, om de seks institutioner må fjerne svinekød fra kosten.
Byrådsmedlem for Venstre Henrik Vestergaard vil opfordre børn- og ungerådmand Jacob Bundsgaard Johansen (S) samt forældrebestyrelserne i de seks institutioner til at overveje, om forbudet mod svinekød ikke kommer til at diskriminere et mindretal af borgerne.
- Overordnet set mener Venstre, at der skal være så stor variation og frit-valg i dagtilbudene som overhovdet muligt, siger Henrik Vestergaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.