Byrådsmedlem i Silkeborg snød ansat
Socialdemokratisk byrådsmedlem må slippe i alt 42.400 kroner til en ukrainsk landbrugspraktikant, som politikeren havde snydt i løn.
Socialdemokraten Ove Sølvsten fra byrådet i Silkeborg må slippe i alt 42.400 kroner til en ukrainsk landbrugspraktikant, som politikeren havde snydt i løn på sine hønsefarme, skriver
Nyhedsbrevet 3F.
Det ligger fast efter, at socialdemokraten, som sidder Arbejdsmarkedsudvalget i Silkeborg Kommune, tilbød et forlig med 3F lige inden, sagen skulle i byretten.
- Vi er i fagforeningen glade for, at der er fundet en løsning, som vores medlem er tilfreds med. Men det er ærgerligt, at der faktisk skulle en retssag til at løse uenigheden, siger
Christian Juhl, formand for 3F Silkeborg, til Nyhedsbrevet 3F.
Nyhedsbrevet 3F beskrev i september sidste år, at den dengang 21-årige Viktor Pshenyshnyj fra Ukraine var blevet udnyttet som billig arbejdskraft på to af Ove Sølvstens hønsefarme tæt ved Silkeborg. Ifølge ukraineren havde han arbejdsdage på op til 14 timer i døgnet. Den socialdemokratiske byrådspolitiker vil ikke udtale sig om sagen.