Bygger for at sikre kvalitet
Byggeboom på trods af tomme kvadratmetre
Østjylland er midt i et byggeboom uden sidestykke. Faktisk er Østjylland det sted uden for hovedstaden, hvor der bygges flest nye kvadratmetre til erhvervslivet.
Paradoksalt nok er Østjylland også det sted, der har flest tomme erhvervsbygninger.
Ifølge en ny rapport fra Dansk Byggeri, er Østjylland det sted i Danmark med allerflest tomme erhvervskvadratmetre. Faktisk er her over en million ledige kvadratmetre til erhverv.
Se også: Tomme butikker og kontorer
Ifølge Søren Leth Pedersen, der er direktør i EDC Erhverv Poul Erik Bech i Aarhus, bliver der bygget nyt, fordi man ønsker bedre kvalitet:
- De ønsker at få bygget nyt - måske på en ny beliggenhed, som er bedre, bedre parkeringsforhold, bedre mulighed for at kunne udnytte arealerne optimalt, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Spørger man byudvikler Rune Kilten, så vil de tomme lokaler i fremtiden blive brugt til andet end erhverv:
- Jeg er overbevist om, at i den fremtid, vi kigger ind i, vil de gamle, utidssvarende kontorlokaler blive konverteret til boliger, og så kommer vi til at bygge en masse nye kontorlokaler på Aarhus Ø.
Hør mere om sagen i videoen øverst på siden, hvor du også kan høre, hvad Dansk Byggeri siger til udviklingen.