Business Region hyrer ny chef
Henter kvindelig leder i Skanderborg Kommune
Business Region Aarhus opruster med en ny chef i indsatsen for at skabe vækst og arbejdspladser i Østjylland.
I alt 11 østjyske kommuner er med i Business Region Aarhus-samarbejdet. De har nu ansat en sekretariatschef til at holde snor i aktiviteterne.
Stillingen er blevet besat af Jane Baad Jensen, der kommer fra en lederstilling på erhvervs- og infrastrukturområdet i Skanderborg Kommune. Hun er uddannet cand. scient. pol og Master i Ledelse og innovation.
Det oplyser Business Region Aarhus i en pressemeddelelse.
Business Region Aarhus fokuserer på erhvervspolitiske områder og andre forhold, hvor det giver effekt at stå sammen som byregion for at opnå merværdi og synergier.
De 11 medlemmer er: Favrskov, Hedensted, Horsens, Norddjurs, Odder, Randers, Samsø, Skanderborg, Syddjurs, Silkeborg og Aarhus kommuner.
Formålet med samarbejdet er at udnytte potentialet for vækst og arbejdspladser samt at tage sin opgave som lokomotiv for væksten i hele Danmark alvorligt, oplyser Business Region Aarhus.