Bruger øldåser under bilindbrud
De østjyske politikredse er i disse dage hårdt ramt af bil-indbrud. Bilisterne opfordres til at være vågne.
Natten mellem onsdag og torsdag eksploderede antallet af bil-indbrud i det østjyske.
Alene i Ry kunne ti bilister vågne op til et køretøj uden radioanlæg. Fra Silkeborg og Virklund har politiet fået 17 anmeldelser.
Politiet er ganske overbevist om, at det er en veltrænet østeuropæisk bande, der opererer i området. Og i den forbindelse efterlyses tre biler med polske eller litauiske nummerplader.
Det er kendetegnende for banden, at de aldrig opbevarer tyvekosterne - typisk autoradioer, højttalere og i flere tilfælde pc'er - i bilerne.
Politiet i Silkeborg har desuden observeret et andet særligt kendetegn. Ved adskillige af de indbrudsramte køretøjer har politiet således fundet polske øldåser.
Det antages at nogle "spejdere" stiller dåserne ved bilerne, for at fortælle tyvene, at denne bil er særlig aktuel som indbrudsobjekt.
Ordensmagten opfordrer derfor østjyderne til at fjerne alle former for værdigenstande fra deres biler. Samt at holde øje med eventuelle østeuropæiske dåseøl.