Brødbiler med blå blink
Betjente fra bl.a. Silkeborg har fået besked på at køre catering under klimatopmødet.
Betjente over hele landet kompenseres i disse dage med morgenbrød og sandwich for pålagte 12-timers vagter, mens en stor del af kollegerne er i København for at sørge for ro og orden under klimatopmødet. Det skriver Herning Folkeblad lørdag.
Hos Midt- og Vestjyllands Politi, der bl.a. dækker Silkeborg, kan betjentene selv købe morgenbrødet hos en lokal bager. Til gengæld skal betjentene fra Herning, Silkeborg og Ringkøbing ud på en længere køretur for at hente de såkaldte klima-sandwich, som kun bliver fremstillet centralt på politiets kantiner i Holstebro og Viborg.
Mens politikere fra hele verden forhandler om at nedbringe det globale CO2-udslip, bliver der altså kørt en del ekstra kilometer i patruljevognene.I Midt-og Vestjylland er politibilerne omdannet til brødbiler med blå blink. Men så har man jo også en perberspray lige ved hånden, hvis maden trænger til mere krydderi.
Politidirektør Jens Kaasgaard, er det ikke lidt af en klimafadæse? Burde maden ikke fremstilles lokalt, når det er dér, den skal spises?
- Overhovedet ikke. Vi kører alligevel over hele politikredsen hver dag og har personale, der veksler mellem stationer i de forskellige byer. Det ville da være højst besynderligt, hvis vi ikke skulle understøtte vores egne kantiner, siger han til Herning Folkeblad og tilføjer:
- Vi har stor succes med at tage folk på fersk gerning. Så kan det da være ligegyldigt, om vi har nogle sandwich liggende i bagagerummet, som i øvrigt har den helt rigtige temperatur på denne årstid.
Lokalt i Herning har politiet allieret sig med kollegerne fra Silkeborg i logistikopgaven.
-Det er politiet i Silkeborg, der kører til Viborg og henter. Så laver vi en omladning et sted ude i samfundet, siger leder af lokalpolitiet i Herning, Martin Løye.
Ifølge Martin Løye har betjentene fra Herning sidst fået fået maden overdraget i Pårup, da man alligevel var ude til et indbrud i Bording.
- Der er ikke noget klima-svineri i det. Vi har også fået maden, når vi har mødtes i Hampen, siger Martin Løye.
Leder af lokalpolitiet i Silkeborg, Kell Svenningsen, oplyser, at sandwich-transporten koordineres med de mange andre opgaver, der uddelegeres fra vagtcentralen i Holstebro.
- I dag (fredag, red.) havde vi alligevel en arrestant, der skulle til Viborg. Det er ikke noget problem at tage nogle sandwich med tilbage, siger han.
Selve aftalen betyder, at de hårdtarbejdende betjente kan få to sandwich med salat og pålæg om dagen. Maden er således et ekstra velfærdsgode, der skal gøre de lange vagter lidt mere spiselige, og pengene kommer angiveligt fra den pulje, der finansierer selve klimatopmødet.Det forlyder ikke, hvordan maden smager. Men ordningen, der er startet i denne uge, forsætter til og med næste uge.
Kilde: Herning Folkeblad