Brian Steen delte lussinger ud
Frustration over AGF's elendige indsats mod Viborg, fik Brian Steen Nielsen til at gå amok på banen.
Hvis AGF fik lige så mange point, som de får omtale i medierne, ville guldmedaljerne klart gå til Østjylland.
I gårsdagens kamp mod Viborg, formåede spillerne igen at fjerne fokus fra spillet. Ifølge dagbladet B.T. blev den tidligere AGF'er Morten Poulsen - som scorede til både 1-0 og 3-0 - på et tidligt tidspunkt slagtet af kontroversielle Brian Steen Nielsen.
Da Viborg-anfører Ralf Pedersen efterfølgende fortæller den iltre vejlenser, at han er gået over stregen, giver Brian Steen Nielsen Ralf Pedersen en syngende lussing.
Dommer Claus Bo Jensen så ingen af episoderne, og Brian Steen Nielsen, som principielt ikke taler med pressen, havde efter kampen ingen kommentarer. TV 2 / ØSTJYLLAND har forsøgt at få en kommentar fra Brian Steen Nielsen, men det har ikke været muligt.
For få måneder siden blev Brian Steen Nielsen dømt for vold, efter at have nikket Nikolaj Hust en skalle under en træningskamp.