Brev opfordrer til fred i Gellerup
Foreninger i bydelen Gellerup i Århus sender nu en direkte appel til beboerne om at stoppe med balladen.
Flere foreninger i Gellerup sender nu et brev med en direkte appel til beboerne i Gellerupparken og Toveshøj om at være med til at stoppe de seneste dages stenkasteri og ildspåsættelser.
Det skriver JP Århus.
I løbet af fredagen uddeler foreningerne brevet til samtlige 1.776 lejligheder i Gellerupparken - Danmarks største boligafdeling - og sandsynligvis også de 624 boliger i Toveshøj.
- Det er vigtigt for os, at alle beboere forstår alvoren i situationen. Når de unge angriber politiet og brandvæsenet, så er det et angreb på os alle,« siger Rabih Azad Ahmad, formand for Multikulturel Forening.
I brevet angives nogle retningslinjer for, hvornår børn og unge i forskellige aldersgrupper bør være hjemme. Forældrene opfordres for eksempel til, at alle børn under 15 år er hjemme inden kl. 21.
Endelig opfordres alle, der kender til gerningsmændene, om at melde disse til politiet.