Bredt budgetforlig i Randers
Byrådsflertal i Randers vil spare på udgifterne til kommunens folkeskoler. Kun Beboerlisten er imod.
Budgetforliget blev indgået mandag aften, da samtlige partier i Randers Byråd bortset fra Beboerlisten blev enige om rammerne for kommunens budget i det kommende år.
Budgetforliget rummer blandt andet penge til Randers Kunstmuseum og et håndslag på at arbejde videre med planerne om en udvidelse af Randers FC's hjemmebane, Essex Park Randers.
Til gengæld skal der skæres i udgifterne på flere andre områder, blandt andet kommunens folkeskoler.
Sidste år indgik Socialdemokraterne og de radikale budgetforlig med Beboerlisten på venstrefløjen. For at undgå, at Socialdemokraterne igen allierede sig med Beboerlisten, valgte den borgerlige fløj denne gang at ksirve under på budgetaftalen.
- Baggrunden er den svære økonomiske situation for Randers Kommune, hvor det har været magtpåliggende for de borgerlige partier at få indflydelse, i det Socialdemokraterne og de Radikale ellers ville være afhængige af Beboerlisten, siger Venstres borgmesterkandidat Anders Buhl-Christensen i en pressemeddelelse.
Besparelserne på folkeskoleområdet møder kritik fra Randers Lærerforening. Ifølge lærerforeningens formand, Kurt Sørensen, betyder budgetforliget, at en række skoler bliver tvunget til at skære i elevernes timetal.
- Politikerne tager ikke stilling, de har valgt den lette løsning, så de sender sorteper videre til de enkelte skoleledere og skolebestyrelser, siger Kurt Sørensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.