Brande og overfald i Gellerup
Unge morer sig med at kaste sten mod brandfolk, der slukker påsatte brande.
Gellerupparken i Brabrand blev i weekenden hærget af en række påsatte brande og uhyggelige angreb på de brandfolk, der rykkede ud til undsætning for at bekæmpe ilden, skriver JP Århus.
To gange måtte brandfolkene gå i dækning og trække sig tilbage for at undgå at blive ramt af de sten, som unge bøller smed efter både brandfolk og deres slukningskøretøjer.
Ved andre slukninger blev arbejdet fulgt opmærksomt af 50-100 nysgerrige unge, som dog holdt sig i ro, da tilstedeværelsen af et stort opbud af betjente fra Århus Politi lagde en dæmper på gemytterne.
Der blev i weekenden påsat fem brande i området, mens en sjette, der raserede en restaurant søndag aften, var et uheld.
Århus Brandvæsen rykker i øjeblikket ikke ud til brandslukning i Gellerup uden først at kontakte Århus Politi.